Koreaoplevelser 4. del

Nu har jeg været koreaner i en månedstid, og hverdagen er begyndt at blive... hverdag. Dagene byder ikke længere på så mange nye overraskelser over kulturelle og spoglige forskelle. Men lidt sker der da. F.eks. har jeg konstateret af mine sidekvinder på toiletterne ynder at læse avis samtidig med diverse toilet-rumperengørings-features bliver benyttet. Lækkert.

Jeg har været en tur i Lotte World, en mindre forlystelsespark der både har en indendørs- og en udendørsafdeling. Vi blev allesammen inviteret derind af et lokalt par, men kun Sebastian og jeg havde lyst til at tage med. De andre (Mikkel og Florian) havde for mange tømmermænd efter gårsdagens begivenheder. (og så var de for nærige - det kostede 25500 won at komme ind, incl. alle de ture man kunne orke at prøve). Efter en længere tur i kø til hovedattraktionen - en fantastisk rutschebane - fik vi endelig prøvet den længe ventede tur, og blev særdeles positivt overraskede! Sebastian påstod, at turen kurerede hans tømmermænd, og så kan man jo ikke forlange mere! På de efterfølgende billeder var vi i øvrigt de eneste der sad oprejst og stor-smilede. Alle koreanerne lå nede i vognen og gemte deres ansigter. fnis. Nu glæder jeg mig til at prøve Seoul land eller Everland, der skulle være store udendørs forlystelsesparker med MASSER af rutschebaner!

En god ting ved den koreanske føde er, at "hot" virkelig betyder "hot". Sjældent i betydningen "stærkt krydret" men mere i brændende varm. Når man får serveret suppe koger den stadig i skålen. Og jeg har brændt mig mange gange på diverse mundrette bidder der ligger og ser indbydende ud foran min plads! Selv burgere kan serveres skoldhede! Gad vide hvorfor vi altid får halvlunken mad derhjemme? Når vi går på kinesisk restaurant får vi ofte "black bean sauce" sammen med f.eks. spaghetti. Nogle af koreanerne påstår at det er en kinesisk ret, men de fleste erkender at den er modificeret til lokale forhold og slet ikke forekommer i Kina. Det sjove ved sovsen er, at den smager fuldstændig som almindelig fed brun sovs hjemmefra. Men det glider da ned, selvom man skæver lidt efter flæskestegen og de brunede kartofler!

Jeg kommer hjem på et kort visit om et par uger, og jeg er slet ikke begyndt at tælle dagene endnu (15)! :-)

mvh Jette